Nye ukendte veje

Nyt billede

 

Nogen gange bliver man nød til at gå to skridt til siden og betragte den sti man træder. Om den nu fører det rigtige sted hen, eller om man skal prøve en anden måske knap så markeret en vej.

 

Jeg har de sidste måneder, faktisk siden VM i halvmaraton. Følt en irritation, en følelse af noget der ikke stemte, som om der sad en vægt på mine skuldre, jeg ikke kunne ryste af. Uden egentlig at kunne sætte ord på, er en erkendelse langsomt kommet til mig. Det er på tide, jeg stopper op og ser det hele lidt oven fra. Min træning, mine mål, planer og hvilket setup jeg ønsker omkring mig.

 

Siden jeg startede min aktive karriere som først ren landevejs motionist og frem til nu, har det været fuld fart frem uden bakspejl.  Det er for hvert år blevet vildere og mere, flere stævner, større stævner, Ironman, flere mål og større drømme. Jeg kom til den erkendelse at jeg simpelthen må stoppe op og kigge på det hele lidt ude fra. Træning, jeg elsker det og vil ikke undvære det, ej heller ønsker jeg at undvære at lave stævner. Og jeg satser da benhårdt på at jeg laver Ironman igen i 2015, om det så bliver IM CPH, Full distance fyn eller Challenge Danmark.  Men skal jeg ikke miste mig selv, kontakten til min kone og børn, i jagten på den umulige drøm. Med den indsats og tid jeg har mulighed for at lægge i det, med de økonomiske udfordringer der præger vores familie pt. er det på tide at stoppe op og finde realisten frem.  Selvfølgelig vil jeg gerne under 10 timer på IM, selvfølgelig vil jeg gerne til Hawaii, selvfølgelig vil jeg gerne rundt i verden og dyrke den sport jeg er kommet til elske. Det er bare ikke muligt pt..  Jeg har  hverken tiden eller økonomien til det. Det første offer er at jeg har valgt at stoppe med min OOB træner, et valg jeg på nogle måder har det godt med, da det at have en træner og et fast betalt program, faktisk har sat mig under pres. For at leve op til mig selv, det jeg betaler, samt det at man gerne vil fremvise gode resultater til sin træner.

Så når Kronborg 70.3 er overstået midt september, vil jeg stoppe op, evaluerer, veje for og i mod. Hvad kan jeg nå, hvad er mit potentiale hvis jeg bruger så og så mange timer på projektet osv.

 

Det kan lyde som om jeg smider håndklædet i ringen, det er dog langt fra realiteten. Jeg vælger at se sådan på det, at jeg sadler om, går ned af en mindre befaret vej. De sidste to halve IM har budt på succes og personlige rekorder og et ordentligt gok i nøden, som min totale nedsmeltning til CPH Triathlon. Skadet, dehydreret og med mere lyst til at udgå end at gennemfører.

 

Så udgangspunktet er at jeg går solo med min træning, sætter mere fokus på det mentale. For det bliver en stor kamp, måske den største at accepterer at jeg muligvis kommer til at præsterer dårligere næste år end jeg gjorde i år. Men min tro på det er, at hvis jeg får det mentale med, lytter til min krop og gør mere for at bekæmpe mine skader, får roen og overskuddet med igen. Så er jeg faktisk i stand til mere end jeg forventer.

 

Jeg tror på at det er bedre at krydse stregen med et smil og nyde det, end at jagte den næste PR så intenst at man glemmer hvorfor man er der.

 

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s