Karrebæksminde Triatlon 1/4 IM distance

Lørdag den 4. juni, skulle jeg sammen med en del klubkammerater deltage i Karrebæksminde Triatlon, som var en kvart IM distance. Dvs 950 meter svømning, 45 km cykling og 10.5 km løb.

Det havde været varmt hele ugen op til stævnet og efterhånden var det bare et spørgsmål om HVOR varmt det ville blive og ikke om det ville blive varmt. Solen skinner fra en skyfri himmel da jeg forlader københavn i en lejet bil, sammen med en klub kammerat og den er stadig ene om at dominere en blå himmel da vi omkring 9.45 rammer Karrebæksminde. Det er allerede møghamrende varmt, så gruer lidt for løbeturen som ligger ca. 4 timer ude i fremtiden.

Vi får tjekket vores cykler ind, jeg er i første heat med start kl. 12.00, det betyder at vores cykelpladser er tættest på cykel ud, porten. Fedest så skal vi ikke løbe så langt med dem. Jeg får fundet en god plads, let at finde med nogle tydelige pejlemærker. Får sat cyklen op, og får tanket op med væske. Skygge er der ikke meget af og man går alligevel rundt og snakker med klubkammerater og folk man kender. Hele tiden med en fyldt drikkedunk inden for rækkevidde, en chokolade croissant ryger også lige ned.

Kl 11.15 er der racebriefing i skiftezonen og omkring 11.30 står vi klar i vandkanten iført våddragt og badehætte, en anelse varmt, selvom man kan svømme lidt rundt, så man ikke smelter helt.

FB_IMG_1465104917844

Kl 1200 går starten og et par hundrede eller flere deltagere forsvinder i en blanding af arme og ben, der pisker gennem vandet mod første bøje der skal rundes inden turen går langs stranden ud mod den næste. Der er ikke meget plads frem mod første bøje og jeg ved ikke helt hvad der sker, om det er varmen, en forkert vejrtrækning, min astma eller noget tredje, men efter 100 meters tid, klapper mine lunger fuldstændigt, jeg har svært ved at få luft. Pakket ind i tæt siddende neopren og med arme og ben overalt omkring mig. Kan jeg mærke en begyndende panik brede sig i kroppen. Heldigvis er jeg en rimeligt erfaren OW svømmer efterhånden. Men det er svært at kæmpe mod kroppens naturlige instinkt. Jeg forsøger at bevare kontrollen ned mod første bøje, kan jeg komme derned kan jeg svømme ud i siden og få luft og plads omkring mig. Det er en lidt skræmmende oplevelse at mærke hvordan kroppen og panikken prøver at få overtaget, jeg er millimeter fra at lægge mig om på ryggen og smide en arm i vejret. Kæmper med at få luft og holde armene igang. Efter første bøje, kommer jeg ud i siden. Langsomt bliver det bedre med vejrtrækningen, men pulsen banker afsted, armene er tunge og jeg er i den grad i iltgæld og får lige at toppe det, har jeg fået vand ind i masken, som opløser solcremen i ansigtet. Så nu brænder og svier mine øjne og jeg kan knapt nok se noget. Den her svømning skal BARE overståes NU!!

Efter hvad der føles som en evighed kommer jeg rundt om sidste bøje, kan rejse mig og løbe op mod stranden, min tid ligger over de 20 min. Langt fra mit normale niveau, men med tanke på at jeg var ekstremt tæt på at udgå, er tiden lidt ligegyldig. Jeg er normalt meget rolig i vandet og har ikke tendens til panik, så jeg er stadig usikker på hvad der skete, men det er måske sundt nok at prøve og vide hvordan man kommer ud af det igen.

På vej mod T1, løber vi forbi et væskedepot, jeg snupper en kop vand, skyller halsen og spærre øjnene helt op og kaster resten af vandet direkte i øjnene for at se om jeg kan få solcremen ud af dem. Det virker nogenlunde, nu kan jeg da se noget igen.  Videre ned i T1, et smut på toilet og så på cyklen og afsted.

13315244_1113983591996470_1501652984016593225_n

Jeg kender ikke cykelruten på forhånd, men har hørt den er lettere kuperet med en del sving på. Så umiddelbart ikke en rute for et diesellokomotiv som mig.

Ret hurtigt mærker jeg at der slet ikke er hul igennem til benene, pulsen banker afsted og benene er tunge. Det er ret tydeligt kroppen stadig halter bagefter, efter den tur i vandet. Så jeg lader watt og puls være og kører rent på fornemmelsen, presser på for at se om der ikke skulle komme hul igennem til benene, efter 13.8 km ( ifølge Danielle) passerer jeg hende på cyklen og det er omkring der, jeg begynder at kunne træde igennem på cyklen. Jeg har drukket lidt over en halv dunk på det tidspunkt og spist en gel. Når jeg ser på mine km tider er det også de sidste 20 km jeg holder den højeste fart, omkring 37-38 km i timen

Cykel ruten er som forudset, forholdsvis kuperet, ikke det bedste underlag og på det andet af de to loops, begynder der at blive fyldt godt op. Omkring 800 deltagere på en 29 km lang rute er lige i overkanten. Godt vi ikke var det 1100 tilmeldte derude. Så hvis jeg skulle give en anbefaling til arrangørerne ville det være at lave en 45 km rute, og komme lidt væk fra de allermindste veje, hvor underlaget er elendigt og til tider tæt på farligt. Stor ros skal der dog lyde til trafik official, de gjorde et fint stykke arbejde.

Jeg rammer Karrebæksminde med omkring 36 i snit, helt som ønsket hvis man ser bort fra at jeg skulle arbejde hårdere end planlagt for det. Det viser sig da jeg kommer hjem at min bagbremse er begyndt at hænge lidt, ikke nok til at blokere, men nok til at cyklen føles tung at træde. En rundtur på Google, bekræfter at det er en almen fejl på den cykel jeg kører på, så der skal arbejdes hårdt frem mod Kronborg om 14 dage.

 

T2, går efter planen og jeg rammer løberuten efter ca. 2.30 min

Det er VARMT som i svine møghamrende mega ulideligt varmt!!! Så strategien er at lade løbet bestemme farten selv, finde ind i en rytme og håbe på den holder hele vejen hjem.

Mit pace ligger på de første par km på omkring 5.04 – 5.07 det føles ok, varmen er til at holde ud og chokket fra svømmeturen er væk, jeg har fået drukket og spist godt. ATK heppekoret er på plads, det kører faktisk nu. Løberuten går fra havnen og ned mod sommerhusområdet, en lille bakke skal forceres på vej derind, inden det går svagt nedad igen, folk hat fundet haveslangerne frem og et ældre ægtepar har lavet deres eget lille vanddepot, det er VERDENSKLASSE!! For lige en note til arrangørerne igen, ET vanddepot på 10 km er for lidt på en dag så varm en dag, det er muligt man passerer det tre gange (efter ca. 500 meter, 5 km og 10 km) så et vanddepot ude i sommerhusområdet må i gerne prioriterer næste år.

FB_IMG_1465104761038

Lidt til min egen overraskelse holder jeg mit pace hele vejen hjem, mærker ikke noget til baglåret eller ballen, som stadig godt kan drille lidt. Der bliver klappet hånd med klubkammeraterne og kæmpet lidt mental kamp undervejs, alt det som hører til på et løb under et triathlon.

Publikum nede omkring vendepunktet er fantastiske, heppekoret er fantastisk, vejret er fantastisk. Så selvom jeg startede skidt ud vil jeg mene jeg sluttede stærkt. Efter 2.32.12 er jeg løbet ned af den røde løber langs kaj kanten, med overskud til en spurt. En truende DNF blev overvundet og jeg nåede næsten mit mål om at komme under 2.30

Efter løbet er det tid en alkohol frei Erdinger og en sludder med klubkammeraterne inden turen går hjemad til Amager, med en på dagen velfortjent medalje om halsen.

Er Karrebæksminde triathlon en godt stævne? Absolut! Kan de gøre noget anderledes? 100 procent. Med på dagen og med det vejr, er det svært at fokuserer på det negative, det kan vi altid snakke om en anden dag.

Tak til de klubkammerater der deltog, til jer der kom ned og heppede. I er bare med til at gøre Amager Triatlon klub, til den bedste klub. Det er med stolthed og ydmyghed, jeg efter alt at dømme sætter mig i formandsstolen her den 14. Juni (jeg har ligesom fundet ud af at katten er ude af sækken) Vi ses til Kronborg, Øresund, IM København og hvor vi ellers deltager.

Til slut et alternativt finisher billede. Og JO jeg havde haft masser af solcreme på.

13310444_10208151913412384_6056233423288928122_n

Grejsdalsløbet 220 km

For efterhånden lang tid siden, blev jeg med en af mine kammerater, Rasmus enige om at jeg skulle komme over og besøge ham i Munkebo, således at vi sammen kunne tage til Vejle søndag den 15 Maj og køre Grejsdalsløbet. Det skulle selvfølgelig være på den lange rute, 220 km i og omkring Vejle.

Grejsdalsløbet er udover at ligge lige i starten af sæsonen og så et af de flotteste, bedst tilrettelagte og længste cykelløb i Danmark, i fald du kører den lange. Det er også et af de hårdeste, med 27 bakker i kategori og omkring 2600 højdemeter. I får lige et billede af bakkeoversigten med stigningsprocenter.


Jeg skulle selvfølgelig have familien med til Vejle, så en bil blev booket hos sixt, en stationcar. Så der ville være plads til at smide cyklen bagi. Det var også meget fint, udover at der ikke er meget plads i sådan en BMW 320 stationcar, jeps vi blev opgraderet igen , da jeg hentede bilen. Men Helle var ikke ligeså tilfreds med pladsen, som jeg var over at skulle køre BMW 😀

Men med lidt besvær fik vi plads til hele (det meste siger Helle) og turen kunne gå p tværs af Sjælland og mod Fyn og Munkebo. Da jeg havde haft fødselsdag dagen før, overraskede Rasmus og Katja mig med stegt flæsk og persillesovs BONUS! Specielt da flasken blev lavet på grill, dobbelt BONUS 😊


Der skulle “carbo loades” til næste dag, så der blev langet godt og grundigt til fadet. 

Efter maden havde vi planlagt en kort cykeltur , lige ud og tjekke cyklerne om alt spillede. Jeg havde op til løbet, monteret ny kæde, kassette, hjul og bremseklodser og med de bakker og stejle nedkørsler i vente. Var der ikke plads til tvivl, cyklen skulle fungere optimalt.

Vel hjemme efter en små 30 i og omkring Munkebo, vat det tid til part 2 af dagens “carbo loading” is og blandselv slik i rigelige mængder, samt en god film på fjernsynet. Så pigerne fandt strikketøjet frem og vi drenge fik spist igennem, igen 🙂

Nu skal det ikke handle om mad og slik det hele, vi kom jo for at køre cykelløb. Da vi havde starttid kl 07.51 og lige skulle fra Munkebo til Vejle , betød det tidligt, meget tidligt. Så vækkeuret var sat til kl 0500 så vi lige havde tid til en hurtig kop kaffe og en portion havregryn.

Vejret var rimeligt på turen til Vejle, det var ikke så godt som de foregående 10 dage, men Bare vi slap for regn, ville det være perfekt. 220 km i regnvejr er ikke øverst på menuen. Vinden kan vi ikke rigtigt undgå, har endnu ikke kørt Grejsdalsløbet uden at skulle være pakket ind som til en efterårs tur.


Vi havde lagt taktikken på forhånd, at tage det stille og roligt, bare få nogle timer i sadlen og km i benene. Rasmus skal kører La Marmotte og jeg var bare med for hyggens skyld. Så ingen grund til at fare afsted i fuld fart, det er løbet for langt og bakket til. Samt må jeg tilstå, at selvom trænings lysten er intakt, så er motivationen til at fyre den maks af til races ikke så stor pt, det er ikke på grund af manglende form, nærmere det faktum at jeg stadig er omkring en 5-8 kilo for tung, samt at er det bare ikke det der optager mig pt. Så i bund og grund passede det mig fint med en lang og rolig dag på cyklen.


Vi får stillet til start og er klar kl 07.51 og forude venter 8-9 timer i sadlen, første bakke kommer allerede efter to km, så der er ikke tid til at blive varm, det er lige på og hårdt. Men så er man i gang , for varm det bliver man på første bakke. Vi er lige ved at kører forkert efter de første 3 km, det havde sgu været en dårlig start, men i samarbejde med to damer fra Taastrup Motions-cykling, fik vi undgået fejlen og kom rigtigt ind på ruten. De to Tina og Doris, endte vi med at følges med rundt hele vejen. Det er det hyggelige ved løb, finde og møde nye mennesker, hjælpe hinanden rundt og bidrage til at alle har en god oplevelse.

Første del af ruten er præget af mange bakker lige efter hinanden og det er nærmest umuligt at finde en ordentlig rytme, men vi kommer fint frem til første depot. På turen frem mod andet depot og faktisk frem forbi Kiddesvej (efter 130 km) hænger Rasmus lidt bremsen, han har svært ved at holde væske og vi når begge at blive bekymret for om han kommer igennem eller må udgå, Munkebjerg er hård ved ham og Kiddesvej får taget på ham. Men langsomt æder han sig ind i løbet igen og får nye kræfter, respekt for det.  For det er lang tid at have krise fra km 70 – 130 


Jeg kunne skrive side op og ned om den fantastiske natur, de mange stejle bakker, vinden og regnen, ja vi fik lidt.. men det ville ikke give meget mening, for som det er med løb. De skal opleves, det kan ikke forklares at side på Gl. Kongevej til sidst efter 220 km i benene og kigge lige op i himlen mens du kæmper med en stigning på 19%

Eller følelsen af at bare ramme dagen på bakkerne, køre med kæmpe overskud hele vejen rundt, være ham der stikker næsen frem og tager vinden på snuden. Ok der blev jeg lidt selvfed 😉

Men den søndag i sadlen, fik mig egentlig til at finde tilbage til det drejer sig om, bare at cykle og nyde turen, intet tidspres, ingen gennemsnitshastighed der skulle nåes. Det havde jeg sgu savnet.


Små ni timer efter start rammer vores lille gruppe, toppen af Gl. Kongevej, denne her gang vinder Rasmus over bakken 👍

Grejsdalsløbet er besejret, de 27 stigninger i kategori + det løse ligger bag os, 220  gode km i benene. Det er tid til et holdfoto på toppen og et tak for denne her gang til Tina og Doris, de kørte sgu godt de to piger.

Da Rasmus og jeg kommer ned til bilen og begynder at pakke sammen, kigger mine forældre forbi, de har stået på de sidste bakker og heppet og taget billeder, det var sgu fedt at de gad køre op og hilse på.
Dagen slutter som en tro kopi af den foregående, mad, is og slik. Massere af slik. Jeg siger det hver gang og gør det igen, Grejsdalsløbet er nok Danmarks bedste cykelløb og der er distancer ser passer alle.

Trailløb og ny Tattovering

Der  har været stille herinde i et stykke tid, tiden har været prioriteret lidt anderledes. Men planen er at komme tilbage på sporet med et månedligt indlæg som minimum.

 

Hvad er der så sket siden Ironman København sidste år???

Jeg er stadig i stald hos Trainandsimple.dk som står for at tilrettelægge min træning. Jeg har oprettet en ny side på min blog kaldet samarbejdspartnere. Her linker jeg både til Tranandsimple, samt til Fullcarbon.dk

Det gør jeg fordi, det er et par gode gutter, der har styr på det de laver og yder en god service. Det er altid et Thumps up værd, i en branche hvor service ikke altid står forrest i køen.

 

Trailløb

 

Midt i december ville jeg prøve kræfter med trailløb, gennem Bianca fra klubben havde vi fået et godt tilbud på Garmin Winter trail series, tre løb hen over vinteren. Det første i November missede jeg, det andet i December stod jeg til gengæld klar til i Rude skov sammen med en lille udvalgt gruppe af ATK’ere

DSC_0254

 

Det var koldt og ventetiden syntes lang, men endelig kom vi afsted på den lange rute, 12 km rundt i Rude skov. Vi fik dog lidt ekstra for pengene, da der var fjernet et flag, så vi efter en halvanden km kom tilbage til start.

Lidt mere ventetid, og så BUM så var vi afsted. Jeg har ikke rigtigt gjort mig i trailløb tidligere, da det ikke lige er den natur der ligger tættest på Amager, men i ny indkøbte trailsko fra Salming. Gik det fint i starten, det var piv hårdt, men sjovt. Ruten var super flot og når man som jeg, ikke er så hurtig. Så var det ikke noget problem at følge ruten, det var bare at følge dem foran.

Desværre gik det galt ca. 5.5 km inde på ruten, efter et pænt teknisk stykke, rammer vi et fladt lige stykke ned mod en sø. Med et lyder der et knæk og benene forsvinder under mig og jorden kommer hastigt nærmere.. PIS OS!! Kan godt mærke at den ikke er god, jeg er 100% færdig med at løbe den dag.

Rude skov

Som en såret kriger må jeg humpe de sidste 1.5 km i mål, mens jeg takker guderne for endorfiner og adrenalin der holder smerterne på afstand.

Da jeg kommer i mål, er jeg ikke den eneste der er røget på røven på den meget glatte rute. Bianca er ude og jeg ser flere der kommer humpende. Her er det så at jeg bliver lidt harm over Garmin trailman, hvorfor en i helved har man ikke et par samaritter stående i målområdet?? Man lukker 300+ mennesker ud i en skov, det er røv glat har regnet hele ugen. Det er et simpelt spørgsmål om sikkerhed. En forstuvet ankel kan man godt humpe i mål på. Men et brækket ben, der er man sgu på røven. Så stram op på det punkt!!

På vej hjem får jeg kontakt til skadestuen og aftalt en tid. Efter røntgen og undersøgelse, lyder dommen på en “Avulsion i den laterale malleol distalt” oversat til dansk, jeg er vredet om på så kraftig en måde at en sene på ydersiden af anklen har revet et stykke af ankel knoglen. Jeg er derved udelukket fra at løbe i 6-8 uger 😦

Fod

 

I skrivende stund er jeg tilbage i løbeskoene og er stille og roligt på vej tilbage, på den front. Min skade i balle og baglår, går langsomt fremad. Jeg har fået del behandlinger hos reflexolog Søren Malling, samt går jeg stadig hos Klinik Kropsværkstedet. Det og regelmæssig styrke og thorax træner, giver langsomt en fremgang. Håbet er at være genefri, eller kun  generet i begrænset omfang, når Challenge Fredericia afholdes i August.

Hvilket bringer mig til den foreløbige stævneplan for i år:

April: Islev Duathlon

Maj: Grejsdalsløbet 220 km Skjoldnæsholmløbet cykel 145 km

Juni: Karrebæksminde tri Kvart IM,Kronborg Halv IM

August: Challenge Fredricia Halv IM, Cracey badedyrsløb Evt 4-18-4

 

Noget af min løbepause blev brugt på at få lavet min nye Triatlon Thorshammer tattovering.

 

Tattoo

Som mine seneste tattoveringer er den lavet af Jesper Mann hos Mannklan.dk. Jesper er efter min overbevisning en af DK’s bedste tatovører, som endnu engang satte den lige i skabet ud fra mine tanker og ideer.

 

Følg med på siden hvis du lyster, målet er som nævnt, minimum et månedligt indlæg omkring mine tanker på tri, træning og hvad jeg eller har på hjertet.

 

Nicki

 

 

This is not a tea party

DSC_0142

 

Min Ironman beretning 2015 starter bedst dagen før, for efter cykel tjek ind og en lille times hygge med mine forældre i solen ved strandtutten. Er det hjem til Nicolaj og Malene fra klubben, hvor vi skal spise aftensmad, samt det er meningen at Martin Melcher og jeg skal sove. Så vi kan være friske til starten Søndag morgen, en overnatning der hurtigt i ugerne op til blev døbt “ironman sleepover pyjamas party”

En lækker pasta, kyllinge og grøntsagsret blev indtaget på terrassen sammen med en Carlsberg Nordic (man er vel seriøs), Helle og ungerne blev sendt hjem og vi tre drenge efterlod Malene på terrassen og gik igang med at nørde ironman og motivationsvideoer.

En tur på stranden til en is og check af svømmeområdet og bøjernes placering blev det også til, inden dagen sluttede med kage og flere videoer.

DSC_0139

 

Efter en god nats søvn. ringede vækkeuret kl. 04.15 “rise and shine” det er raceday, huset dufter af havregrød og kaffe, der en følelse af spænding og forventning i det lille køkken og vi når vel alle at besøge toilettet et par gange inden afgang. Ca. kl.5.30 er vi klar til afgang, den korte gåtur til startområdet. Det er altså luksus at bo så tæt på stævnestart, det gør bare tingene så meget nemmere.

 

DSC_0140

Solen er ved at stå op da vi nærmer os startområdet, der summer af liv, kendte ansigter og en for mig tydelig duft af neopren, kædeolie og nervøsitet. Der er bare mere spænding og intensitet i en skiftezone til et ironman stævne, det her er DAGEN vi har trænet i mod, her er der ikke noget med at køre den hjem på rutinen. Jeg får tjekket min cykel, pumpet dæk, fyldt vand på dunken, sat skoene fast i pedalerne og min garmin gps fast på styret. Mens jeg står og klarer det sidste, kommer min kollega Kenneth forbi.

Peter, Kenneth og Nicki, Ironman Copenhagen 2015. Foto af Helle Arensbak

Kenneth og Nicki, Ironman Copenhagen 2015.
Foto af Helle Arensbak

Han får præsenteret mig for en fotograf han kender, som vil prøve at fange os med linsen i løbet af dagen, så egen fotograf, Nice!! 🙂

Tiden frem mod 7.30, hvor T1 lukker går hurtigt, der bliver hilst på venner og bekendte, besøgt toilettet igen og så det tid til at hoppe i våddragten og få varmet op i vandet, inden starten kl. 07.40

7.35 står Nicolaj og jeg klar i startboksen, proceduren er ændret i år, så mænd og kvinder i samme AG starter sammen. Den varslede “hold hinanden i hånden to og to” start udeblev dog. Så da starten går, går vi alle i forholdsvis god ro og orden frem mod måtten og ud i vandet.

Et af de sidste råd jeg giver Nicolaj inden start, er at starte roligt og finde rytmen og så give den gas på tilbageturen. Nu har jeg aldrig været god til at følge mine egne råd, så i det øjeblik jeg rammer vandet, går jeg i racepace. Ikke decideret bevidst, mere fordi sådan er det bare. Der er mennesker overalt og du vil bare FREM!! Jeg finder hurtigt rytmen og mærker at tempoet er hårdt, men tilpas, jeg kan godt holde det hele vejen rundt. Til gengæld frustrerer det mig at jeg ikke kan få min højre arm til at trække igennem. Det er som om at alt det der fungerede i ugerne op til er forsvundet. Jeg kan godt se at jeg overhaler rigtigt mange også dem fra startgrupper foran mig, men på vej fra sidste bro og hjem er jeg alligevel forberedt på en middel tid. Så jeg er overrasket over at jeg når at se uret står på 1.03.xx, inden jeg får trykket på lab ankommet på land igen.

Svømmetid 1.03.20

T1 går bedre end ventet, der er god plads i teltet og ingen stress, sikrer mig at jeg har det hele.

T1 5.35

11866343_10206190454577139_4005401095988766769_n

 

Så det tid til favorit disciplinen, 180 km på cykel.  Da temperaturen er gået fra fin til VARM de sidste 8 – 10 op til stævnet, var der ingen grund til løse ærmer eller en lang trøje. Det var bare ud af T1 op på cyklen og afsted, mærker med det samme på vinden, som der er ret meget af, at den ikke er optimal i dag. Min eneste mål for dagen har hele tiden været en cykel tid på sub 5 timer lig med 36 km/t. Og på min nye Felt IA4 med full carbon hjul og aerocover, var det i hvert fald ikke udstyrets skyld hvis det ikke lykkedes.

Godt ude af byen og ud forbi Mikkelborg, hvor min tidligere kollega Peter står og hepper, fedt!! Altid rart at blive råbt lidt af. Der er mange der mener at cykelturen under en IM er lang, hård og kedelig. For mig flyver tiden afsted, der er så mange ting at holde øje med. Watt, puls, energi indtag, de andre deltagere osv.

Mit wattmål for dagen er omkring de 220 og pulsen omkring 130 i snit. Så der bliver holdt skarpt øje hele vejen, vinden er som nævnt ikke 100% til vores fordel. Første tur op af strandvejen er der side modvind efterfulgt af medvind på tværstykket, der er det bare ikke rigtigt til at udnytte, da det er den mest kuperede og tekniske del af ruten og jo der er selvfølgelig modvind på stykket fra Allerød og hjem.

De to første sæsoner jeg kørte, lod jeg mig blive møvet for meget af de andre deltagere og på den måde miste fart og rytme. Det har ændret sig i år, dels på grund af mere fart og mere rutine. Så jeg holder min rytme og nyder at det i laaaangt de fleste tilfælde er mig der smutter forbi og ikke omvendt. Det er bare som om at jeg ikke finder mig ordentligt til rette på cyklen den her gang, muligvis det er min saddel, som sidder forkert(testede en ny ugen før DUMT) eller om det bare er en dårlig dag. For begynder efter første runde at få nakkesmerter, efter 130-140 km begynder overbelastningen i min venstre balle at gøre ondt, ydermere har et par ligget foran mig de sidste 10-15 km, hvor den kvindelige del drafter for VILDT!! Fokus er ved at ryge, så springer i depot på midsterstykket og tisser og lige får styr på hovedet igen.

Det giver mig så et andet pres, gennemsnitsfarten som hidtil har ligget stabilt på 36.6-36.7 er faldet til 36.1 og med modvindsstykket fra Allerød og hjem, skal der nu pludselig holdes tempo. Jeg tillader mig at øge presset lidt og fokuserer på tiden, det fjerner fokus fra nakken og ballen, helt perfekt. Jeg overhaler min gode ven Dennis lige før Kongevejen, en hurtig hilsen og videre.  Da jeg rammer modvinden kan jeg godt mærke at jeg må lette presset lidt, hvis jeg skal holde til de 42.2 km der venter lige om lidt. Tjekker tid og afstand og må acceptere at sub 5 nok ikke bliver i dag. Sidste tur op af Geels bakke, folk der hepper og ind mod byen, da vi drejer fra på standvejen og kører ind mod T2 står der et skilt der viser 170 km. Det passer sgu ikke tænker jeg, der er MAKS 8 km tilbage, jeg kender den rute og ved hvor langt der er. Tjekker uret, lige over 15 min til jeg runder de 5 timer. 15  min til 8 km, det er helt klart muligt. Jeg holder tempo og rammer T2 i tiden 4.59.46 mission fuldført, at ruten så måske er 2 km for kort kan ingen læse på resultatlisten. Watt normalisret power 216 og snitpuls 132

11219067_10206215961614799_2389869784550886194_n

 

Af cyklen og ind i T2, benene er lidt stive, betaler prisen for forceringen på cyklen og kan mærke overbelastningen i begge baller nu, får min pose og kommer ind i teltet og får skiftet. Bruger lige et lille minut på stræk af baglår og et smut på toilet og så ud på løberuten.

T2 5.20

 

11899984_10206213376867223_2547013374914038627_n

 

Det første jeg passerer på min vej rundt på ruten er Amager Triatlon Klubs heppekor, det er et kæmpe boost at få når man løber forbi. Masser af gode kammerater, musik og larm. Lige hvad jeg trænger til for at komme i gang. Da jeg har rundet Christiansborg ser jeg Helle og pigerne, dejligt 🙂

Jeg har forsøgt at lægge roligt ud på løbet, da det er varmt, meget varmt og jeg ved at mine baglår og baller før eller siden vil gøre livet surt for mig. De første 4 km går fint efter planen om at holde et tempo omkring 5.30 min pr km. Derfra går det ned af bakke, varmen tager fat i mig og efter 10 km begynder baller og baglår for alvor at brokke sig. Det er her man enten går ud eller kommer ind i en form for trance tilstand og fortsætter, et skridt af gangen mod målet.

11895219_10206213383107379_8592873163360313782_o

 

Resten af løbet er en stor sammenblanding af indtryk og tiden flyder sammen. Jeg løber med Nicolaj, min ven og klubkammerat et stykke tid, løber fra ham på langeline broen og er foran en rundes tid, for så at blive hentet og overhalet af ham. Jeg husker at Sascha som sidste år vandt sin AG 18-24 udgår efter en 6-8 km, skide synd for hun var godt kørende. Der er bare bryster på kajakbroen ude ved Nykredit (den slags ser og husker mænd) Jeg overhaler Martin min træner, som vist også har en lang dag på kontoret.

Ude ved langeline depotet, får jeg kontakt med Nicolaj igen. Hans akillessener er stået af og krampen truer i baglåret, vi bliver enige om at følges resten af vejen hjem. Om det er  15 eller 20 km erindrer jeg ikke, ved bare at vi løber sammen, går i depoterne og på de små men nu stejle bakker.

11226175_10153529063732769_6598239288272124621_n

 

Overalt på ruten er der folk jeg kender. Du er sej Nicki, det ser godt ud det der, hey du ser jo frisk ud, kom nu du er der næsten. Jeg suger dem til mig, sammen med Cola, vand og æbler. Det er hvad maven håndterer.

Vi bliver enige om at krydse målstregen sammen, nu har vi kæmpet sammen så længe. Så virker det rigtigt at lave opløbet med hinden i hænderne løftet over hovedet.

Ind på opløbsstrækningen, fulgt af Thorbjørns Sindballes ord i højtaleren:

Så har vi en fra Amager Triatlon klub – der kommer ikke bare en der kommer to! De har hjulpet hinanden, støttet hinanden. Kæmpet derude sammen som brødre – mine damer og herrer Nicki Hauglund og Nicolaj Mangaard YOU ARE AN IRONMAN

Efter 10.31.45 er målet nået. Min anden Ironman er genneført i en tid jeg ikke havde turdet drømme om 2 måneder før, efter Challenge Denmark. Hvor jeg faktisk i en lille uge havde afskrevet IM CPH

Løbetid 4.17.47

Jeg forbedre min tid samlet med 22.58, jeg cykler under 5 timer, svømmer det bedste nogenside og smider så 11 min på løbet kontra første gang. Men jeg er tilfreds, glad og stolt, jeg har kigget mig selv dybt i øjnene i spejlet og der er ikke nogen steder jeg kunne eller ville have gjort noget anderledes.

 

Jeg kan hverkan nå eller huske alle jer der fortjener ord med på vejen for støtten på ruten og i dagene, ugerne og månederne op til, i ved hvem i er.

 

Jeg vil blot fremhæve Helle og ungerne, Martin min træner som fik så meget styr på skaden at deltagelse var mulig, samt Nicolaj og Malene. Nicolaj for mange gode træningstimer og selskabet på ruten, Malene for at åbne hjemmet for vores pyjamas party.

Samt til Helle Arensbak og Joh-foto for billeder.

 

Jeg slutter med disse ord fra Jørgen Leth sagt om Triathlon til det første Challenge Copenhagen i 2010:

Jeg forstår godt, hvad det er, der driver et menneske til at gøre det umulige – til at overvinde modstand – til at bryde barrierer – til at finde nye grænser – til at måle sig med sig selv og udfordre de andre. I denne kontinuerlige match. Der er man alene. Man skal finde stoffet inde i sig selv. Man skal grave dybt, og når man graver dybt kan man finde guld.

Dette er ikke et teselskab

It never gets easier, you just go faster.

11401403_901583516565730_1632366329329242259_n

4.56.24!!

Så kort kan det beskrives, tiden står om så ikke bøjet i neon, så sort på hvidt på Ultimatelive appen. Den tid der var genstand for jagt gennem 3 stævner sidste år og som to gange var inden for rækkevidde, men glippede. Endelig lykkedes det, sub 5 timer på en halv ironman.

Det startede ellers ikke super godt, jeg var ankommet til skiftezonen 25 min før den lukkede. 25 min til at få pumpet cyklen, tjekket at den var klar, få fat i en ny dunk med energi drik (tak Dennis) jeg havde glemt begge mine derhjemme i køleskabet, totalt rookie mistake. Jeg var ude af skiftezonen 06.59, pyha, nåede det.

Min startgruppe 40-44 skulle starte anden sidst, kun efterfulgt af relay holdende på den halve distance, så jeg havde 1 time og tre kvarter at slå ihjel mens jeg ventede. Heldigvis var den lovede syndflod af regn udeblevet, så det var en faktisk en lækker morgen og stå at se alle de andre starter på, først for den fulde distance, siden den halve.

Men det så her den anden rookie mistake på dagen bliver lavet. Jeg havde været oppe 04.30 for at spise morgenmad og få et hurtigt bad, så jeg kunne nå bilen sammen med Sandra fra klubben og hendes veninde Rikke. Men da jeg jo som nævnt havde glemt begge mine dunke, betød det ingen væske frem mod starten, ekstra morgenmad burde jeg også have haft med. Men min ven Dennis’ mor var så super sød at sponsorer et rundstykke med ost 🙂

                        DSC_0089

8.45 starten går til én omgang i Fuglsang sø, svømmeruten var faktisk udemærket, vandet var lækkert og vandet nogenlunde klart. Om ruten var for lang, om det var fordi det var i ferskvand eller jeg bare på dagen var langsom, vides ikke. Men jeg satte en af de langsommere svømmetider jeg endnu har svømmet. Tiden var 34.51 og mit ur havde målt 2199 meter. Skuffende, havde helt klart satset på mere..Og med en skifte tid på 6.16 min var der allerede gået lidt over 41 min inden jeg sad på cyklen. Drømmen om sub 5 var her langt væk.

Ud på cyklen og afsted, blev lidt bekymret for de små dråber der kom da jeg tog cyklen i stativet, jeg var gået all in på cyklen den her gang. Aerocover (et plastik cover på baghjulet som giver effekt som et pladehjul), 25 mm dæk på de 25 mm brede Fullcarbon fælge og ingen indlæg, som jeg ellers plejer. Cyklen skulle have optimale betingelser, for de midtjyske landeveje skulle have tæsk.

                                     CHDA2233-20x30

 

De havde lovet os en flad og hurtig rute, de holdt hvad de lovede 🙂 Selv om vinden ikke var optimal, der var østenvind, gjorde det ikke så meget. For der var ikke meget af den, men de første 27 – 30 km var der svag side/medvind. Her lå jeg og battlede med tre andre cyklen om hvem der havde vejen. Indrømmet jeg bliver tirret, når jeg overhaler og holder mit pres at der så 2 min senere kører den samme cykel forbi, lægger sig lige ind foran og tager farten af. Hvis du overhaler holder du presset og fortsætter, nå men den leg, leger vi de først 27 – 30 km, derefter kommer der nogle km hvor vi kører stik øst, jeg holder mit pres og ser til min lettelse at mine forfølgere forsvinder bag mig. Herefter blive jeg maks overhalet to gange på de sidste 60 km, det er en fed fornemmelse, min nye cykel kører som en drøm, min  position er go, selv når jeg nærmer mig større grupper (der er desværre en del draft) blæser jeg forbi. Jeg begynder at regne på det og ser at en ny PR på cyklen er en realitet, hvis jeg holder tempo, samt at sub 5 igen kommer nærmere.

Ca. 3 – km fra T2 passerer jeg først altid glade og positive Signe fra klubben, vi når lige at råbe til hinanden hvor lækre vi ser ud 😀 Øjeblikket senere passerer jeg Dennis, min  kammerat som kommer fra Kvik tri, som er startet 10 min før mig. ja ja man må godt blære sig lidt en gang imellem, en kæk kommentar om hvorfor dog holde stille og jeg er forbi.  Jeg finder ud af, da jeg rammer skiftezonen at han har fulgt mig det sidste stykke og vi rammer måtte inden for et sekund af hinanden. Mit facit på cykel delen, blev ny PR med 8.16 min,  i tiden 2.20.38. watt mæssigt lå jeg nærmere IM pace end Halv IM pace med 221 i snit og en puls på 145 (80%) så faktisk kunne jeg godt have presset lidt mere på, men turen blev kørt i fuld kontrol.

IMG_5218

På vej ind i skiftezonen, når vi lige at blive enige om at det er på løbet det bliver afgjort, da en af de andre deltagere råber til mig at jeg skal have min hjelm med mig ind i skifteteltet, at jeg er en snyder, der får en straf.. Nå ja, tak spids, tilbage mod cyklen og hjelmen, men den er allerede blevet fjernet. Overvejer kort at finde den, men tænker fuck det, får jeg straf er der ikke noget at gøre ved det, sket er sket. Hen fat i min pose ind i teltet og på med skoene og afsted.

Da jeg rammer måtten til løberuten har jeg nøjagtigt 1.54.29 til at løbe et halvmarathon, det burde være muligt.

De første par km går forrygende, der er godt tempo på, lidt højt, men godt givet ud komme ikke skidt tilbage.. Ca. 2 km ude henter jeg Dennis igen, endnu en kæk bemærkning om at stå stille bliver afleveret, men kan godt se på ham at han er presset. Det viser sig at være problemer med astma, vi løber lidt sammen, men da han giver udtryk for at han nok ikke kommer igennem, løber jeg mit eget løb.

FB_IMG_1434399700841

Ruten er sådan mellemhård, græs og sandet nogen steder, 2 runder på den lokale travbane (for den halve distance) en tur gennem centrum af Billund og ind gennem Lalandia. De første  10 km går ok, de bliver løbet på omkring 50 min, herefter starter straffen på rookie mistake 3, for lidt væske på cykelturen, eller vel nærmere for lidt væske op mod starten og under cykelturen. Kilometer tiderne begynder at falde, jeg kigger på uret konstant, min overbelastning i balle og baglår gør ondt, jeg spejder efter depoter og vand, cola hvad som helst der er væske. Jeg forsøger at regne ud hvad tempo jeg skal holde for at nå sub 5, men hjernen samarbejder ikke rigtigt,  Med en time tilbage mangler jeg 10.5 km, ok det er realistisk, hold tempo.

passerer min mor igen, hun får et smil, ingen grund til at gøre hende bekymret.

11205511_10205685768880312_6420974365717649924_n

Der er kun fokus på tiden nu. Må ty til klokken da jeg ved en fejl fik stoppet mit ur i T2, så kan ikke stol på tiden på uret.  5 km hjem og lige godt 30 min igen, den er der næsten, hold de ben igang, sidste gel, noget vand og så ind og tage sidste runde på travbanene, føj den er lang, ud igen, 1 km nu. Der er god tid, du når det!!

Opløbs strækningen nærmer sig, tempoet stiger knyttede næver, overhaler to på vej ind, brøler min glæde ud.

Det lykkedes, sub 5 for første gang, på en dag hvor fejltagelserne stod i kø, men cykelturen gik PERFEKT.

CHDE3573-20x30

Medalje og highfive uddelt af Race direktør Claus, mødes med Helle, vores venner og pigerne. Jeg er rundtosset, svimmel, har kvalme. Sætter mig ned og puster ud, op og stå for at sætte mig ned igen. Skal bruge lidt tid på at samle mig, det er første gang jeg har været så presset bagefter. Sidder og lader bare glæden og lettelsen skylle igennem mig.

FB_IMG_1434260315533

Challenge Danmark er faktisk et rigtigt fedt stævne, ok svømmerute, lækker og hurtig cykelrute, jeg er fan af at det er en lang rute og en udemærket og til tider udfordrende løbetur.

Hvis de får styr på de små børnesygdomme og en bedre logistik omkring indcheck og transport, kan det blive et absolut top stævne. Det er super familie venligt, det er også et plus. jeg vil i hvert fald deltage igen på et tidspunkt.

Nyt fartmonster i stalden

Her to måneder inde i 2015, er det vist på tide, med årets første indlæg på bloggen.

Som nogen måske husker, sluttede 2014 med en skade i ballen, en skade jeg delvist stadig døjer med. Dog går det hele tiden fremad i små skridt.

Jeg fik faktisk en henvisning til Idrætmedicinsk på Bispebjerg, men den blev desværre afvist derude. Så pt er der lidt kamp om hvor jeg skal sendes hen. Men jeg nægter at lade panikken og pessimisme råde, så jeg forbereder mig efter bedste evne til årets udfordringer.

 

Det har faktisk lige siden starten på mit tri eventyr stået klart at min Planet X tri cykel ikke var et optimalt match for mig. Derfor valgte jeg(med støtte hjemmefra) at få lavet et müvefit for at finde ud af hvilken ramme jeg skulle efter, som min nye cykel. Før fittet som det også kan kaldes blev lavet af Tore, hos Copenhagen Bikefit.

Som udgangspunkt havde jeg 3 modeller i tankerne.

 Felt IA4

Cannondale Slice 2015

Scott Plasma 10 2015

Selve müvefittet foregår ved at du sætter dig op på en maskine der “ligner” en cykel og derved finder de optimale rammemål.

Muve fit

Herefter læses dataene ind i et computerprogram som så analyserer sig frem til den optimale ramme.

I mit tilfælde, faldt det ud til fordel for Felt og Cannondale. Shiv kunne også godt gå an, men det er ikke et mærke jeg ønskede 🙂

Så valget stod i realiteten kun, mellem Felt og Cannondale. Her var der ingen tvivl, Felt er bare så meget federe en cykel at se på. Den skriger på fart, hvor Cannondale mere ligner en racer, med tri styr.

Der blev kigget økonomi og finansierings muligheder, for 30.000 er en sjat at hive ud af budgettet.

Men en snak med Allan fra Feltcykler Danmark, senere var der bestilt en Felt IA4, aftalen var at den skulle hentes på trigasm, slut januar.

De fik den heldigvis hjem få dage før.

Med Hyldelund

Cyklen afhentes på trigasm, tid til et billede med Henrik Hyldelund, IM Copenhagen 2014 vinder og ny sponsoreret af Felt, det er hans cykel i baggrunden.

Men en ting er den rigtige cykel, den skal også indstilles og have nye hjul på.

Hjulene, købte jeg hos FullCarbon.dk 80 mm bagpå og 50 mm foran , 25 mm fælg brede.

Hjul

Et badass hjulsæt, jeg seriøst glæder mig til at komme ud og rulle på.

 

Efter de nye hjul skulle cyklen indstilles til mig, det var igen hos Tore. Når du bestiller et müvefit, følger der et opfølgnings fit med i prisen.

Cyklen blev indleveret, der skulle blandt andet nye aerobars på. Resultatet af fittet kan ses herunder, det er super aggressivt, men de ture jeg har kørt på hometraineren har været gode. Så tror vi har ramt rigtigt, ellers snakker vi mininmale ændringer

Efter fit

 

Jeg skal helt sikkert på slankekur 😦

 

Men uanset hvordan denne her sæson kommer til at forløbe, er en ting helt sikkert. Der kommer fart på cyklen!!

 

 

 

2014 set i bakspejlet

 

Lørdag aften og nat, dansk tid, var det tid til årets world championship på Ironman distancen. Afholdt i Kona på Hawaii.

Kienle

 

Vinder Sebastian Kienle 8.14.19

For mange triatleter, markerer det afslutningen på sæsonen. I Aamager Triatlon Klub er det dagen hvor vi holder vores årsfest, så det er naturligt her et par dage efter at se tilbage på sæsonen 2014 og kigge frem mod sæsonen 2015. Sjovt som ens liv bliver inddelt i sæsoner når man begynder at blive aktiv sportsmand, eller fan for den sags skyld 🙂

IMG_184445377596942

Min sæson 2014 blev på mange måder ikke som jeg havde ønsket mig, den startede fremragende med et mere end godkendt VM i Halvmarathon. Det hurtigste jeg nogensinde har løbet et halvmarathon på 1.38.25 eller 4.39 pr. km.

Min oplevelse af løbet kan læses her https://nickihauglund.wordpress.com/2014/04/07/vm-i-halvmarthon/

At det så samtidig når jeg kigger tilbage blev højdepunktet på min sæson, var så ikke en del af planen. Som jeg selv analyserer det, fik jeg slet ikke restitueret nok efter VM, men kørte på oplevelsen og byggede på. Første indikation kom til Vikingesporet Halvmarathon i Roskilde, hvor jeg løb under niveau og med store vejrtrækningsproblemer. En tid på lige over 2 timer og et snit på 5.43, var i hvert fald under niveauet fra VM

IMG_74395080151534

Selvom jeg var blevet lidt bekymret, blev det slået hen med en dårlig lunge dag. Det var lidt dumt, men med et marathon 6 uger ude i fremtiden var der ikke så meget at tænke over.

I perioden efter nytår, nærmere omkring februar, valgte jeg at gå et niveau ned i mit coaching forløb, det var nok en fejl. Selve OOB Guidiance forløbet kan jeg ikke sætte en finger på, det virker. Der hvor den nok knækkede var at jeg ikke var så klar til at stå alene som jeg troede, samt at min daværende træner Thomas, nok mistede følingen med mig. Med det resultat at jeg ikke fik den bedste optakt til Københavns marathon.

Jeg følte mig ude af løbeform, uforberedt og ikke mentalt klar. Jeg håber det er sidste gang jeg står på startlinjen til noget så stort, med så lidt lyst til at løbe.

Tiden blev 3.41.03 og resten er historie som man siger, den fulde beretning kan læses her https://nickihauglund.wordpress.com/2014/05/19/djaevlen-ligger-i-detaljen-en-naesten-marathon-rookies-bekendelser/

Medalje

 

Tiden efter marathon og frem mod Øresund står egentlig lidt uklar, der er Tri på Tyren, som går ganske udmærket, trods en begyndende skade i ballerne. Netop skaden i ballerne, senere bare ballen, bliver kendetegnet for resten af sæsonen. Som jeg ser det er jeg langsom til at restituerer og nok for tro mod de planer der bliver lagt. For efter Københavns Marathon er kroppen brugt og kørt ud på et sidespor. Jeg manglede den der lige stoppede og op og så sagde, nu det nok. Slap af, bliv frisk. Der er god tid til 22. Juni

 

Men Juni kommer og jeg glæder mig sindsygt til at køre Øresund Triathlon, det er et godt stævne, ok svømmerute, udfordrende cykelrute og en indrømmet ret kedelig løberute, men den har potentiale til hurtige tider og det er da også her jeg sætter årets hurtigste tid med 5.04.04

Så Øresund var faktisk en god dag, med PR på distancen og et fornuftigt flow gennem hele løbet og faktisk eneste Halve distance i hvor kroppen havde det fint dagen efter.

10500431_10203170832528475_2445072608901018925_n

 

Beretningen findes her https://nickihauglund.wordpress.com/2014/06/23/oresund-triathlon-bedre-end-sidste-ar/

Nu ville den kloge atlet nok have trukket stikket ud en måneds tid og brugt tiden på at blive skadesfri, men nu er jeg ikke den kloge atlet.. I hvert fald ikke der i slutningen af Juni.

Jeg begynder træningen frem mod CPH Triathlon i Dragør, hvilket jo nærmest er et stævne på hjemmebane. I hvert fald på cykeldelen 🙂

Lad det være sagt med det samme, havde jeg ikke skulle lave Ironman CPH næste år, så ville jeg stå i vandkanten igen til August næste år, for det er et fedt stævne. Dragør er en af de smukkeste rammer jeg har racet i.

Mit race var faktisk også rigtigt godt lige indtil 3 km inde på løbet, der ramte varmehammeren og skaden for fuld styrke. Så Dragør var stævnet hvor jeg for anden gang i år, var tæt på at smide chippen og sige op i røven med det hele. Men jeg kom igennem og endte med en tid på 5.05.45 her blev jeg redet af en stærk cykeltur. Hvis det skal genlæses er det her

https://nickihauglund.wordpress.com/2014/08/04/pa-kogepunktet-i-dragor/

1910260_494913127318693_7305831718304222142_n

 

Efter Dragør var der to stævne tilbage i kalenderen. 4-18-4 Torsdag i Ironman ugen og KMD Ironman Kronborg 70.3

4-18-4 er der ikke så meget at sige til, det var fuld gas fra start til slut og en tid der hed 1.00.33. Altså 33 sekunder fra at ramme timen, bittert lige i øjeblikket, men i det store billede er det ligegyldigt 🙂

 

KMD Ironman Kronborg 70.3 var årets sidste stævne og stævnet hvor jeg ville samle op og finde glæden frem igen. Selvom jeg nok burde være blevet hjemme, tog jeg til Helsingør med indstillingen om at jeg skulle hygge mig og race med et smil på læben. Det lykkedes til fulde 🙂 To gange PR på svøm og løb, så gør det mindre at resultatet blev årets dårligste. Jeg fandt tilbage til glæden ved sporten, det kan ikke gøres op i tider eller rekorder :.-)

Race rapport er her https://nickihauglund.wordpress.com/2014/09/15/this-is-how-we-party/

NickiSandra

 

Året blev ikke som ønsket, men heller ikke så skidt som jeg først ville gøre det til. Jeg fik samlet en masse erfaring frem mod næste år, lærte mig selv at kende på godt og ondt.

Skaden er jeg ikke helt ovre endnu, men det lysner 🙂

Jeg er stadig med i DK’s bedste triatlon klub http://amagertriatlonklub.dk/

På trænerfronten har jeg indledt et samarbejde med Ulrik Olsen, tidligere medejer af Balance Club i Rødovre, nu ansat i Fitness DK som tri ansvarlig. Det er et samarbejde som jeg ser frem til, Ulrik er en erfaren triatlet og vi kender efterhånden hinanden rigtigt godt og han forstår de udfordringer jeg står over for både i min sport, mit privatliv og mit arbejde. Vi har lagt strategien for det næste år, det bliver færre stævner og fuldt fokus på næste års Ironman CPH.

Medaljer

 

Til slut vil jeg gerne slutte min gennemgang af året med at hylde en ganske særlig person, en person som startede med triatlon for ca. 12 måneder siden. Som har været igennem skader, sygdom. for til sidst at stå som Age group vinder i København og derigennem sikre sig billet til til alle triatleters Mekka, Kona, Hawaii. Hun er beviset på at hvis man tror på det, kæmper for det og tør drømme stort, så måske kan man en dag nå stjernene. At Sascha så gjorde det i første hug er unikt og flot ud over ord. Selvfølgelig skal der en lille smule held til, men man når ikke så langt uden flid og vilje.

 

Så min pris for årets resultat går til dig Sascha 🙂 Ser frem til at race med dig til København næste år.

1008633_10152446173853333_212556206487042489_o

Den anden Ironman på 7 uger er klaret 🙂

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

This is how we party :-)

Så blev det tid til årets sidste triathlon stævne. Denne gang KMD Ironman Kronborg 70.3 et stævne som, lad det være sagt med det samme, ikke blev hvad jeg havde håbet på da jeg bestilte billetten. Men som alligevel blev en god oplevelse og en rigtig afslutning på en lang sæson.

Som nævnt i tidligere indlæg har skader præget den sidste halvdel af sæsonen, så forventningerne til stævnet, var på forhånd sat på pause. Fokus var på at krydse målstregen og passe på mig, samt prøve at nyde det undervejs. Så godt man nu kan nyde 1.9 km svømning, 90 km cykling og et halv marathon 🙂

NickiSandra

Jeg fulgtes med Sandra fra ATK op til cykel tjek ind og racebriefing om Lørdagen, og den vanlige shop “over priced” IM merchandise 🙂 Da Sandra blev i Helsingør fulgtes jeg med Dennis hjem i toget, her blev de sidste detaljer om løbet snakket igennem og vi aftalte at mødes dagen efter i lufthavnen kl. 05.15 så vi kunne nå Øresundstoget 05.22. Så kunne vi spise morgenmad og hyggesnakke undervejs.

hedvig im

En god aftensmad og den obligatoriske is senere, plus et par timer på øjet. Ringede vækkeuret 04.15, pænt tidligt i betragtning af at jeg først skulle i vandet 09.30 i tredje og sidste startgruppe. Men der er langt til Helsingør og skiftezonen ville lukke 07.55, så der var ingen vej udenom.

Blev helt ærligt lidt nedslået da jeg stod op, blæst og kraftig regn, stod ikke lige øverst på ønskesedlen for i dag. Men heldigvis som vi nærmede os Helsingør stoppede regnen, blæsten blev dog en følgesvend resten af dagen.  Vel ankommet til skiftezonen lidt i 7 fik vi tjekket op på cyklerne, fik dem pakket med energi osv. Sagt godmorgen til dem jeg kender, det er faktisk noget af det fede ved at være til stævne, jeg kommer til at kende flere og flere, som men lige får en sludder med undervejs 🙂

T1/T2 var en gammel værftshal, ret fedt koncept egentlig. Det betød lidt ekstra længde fra svøm til skift og videre til cykel og så videre. Men fordel 1 skifteposerne havde været i tørvejr hele natten, fordel 2 der var et tilstødende rum, hvor anden og tredje startgruppe kunne opholde sig indtil det blev tid til at komme i vandet.

Mdot shiluet

Svømningen foregik i Helsingør havn med Kronborg som kulisse, godt tænkt og en lækker rute. Midtvejs var der en australsk landgang (op af vandet, løbe et stykke og så i til anden omgang) Havde svømmet et prøve svøm med Trinord et par uger i forvejen og var lidt bekymret for pladsen i havnen, men efter omstændighederne gik det fint. Der var den sædvanlige slåskamp, men ikke værre end det plejer, er blevet bedre til ikke at lade mig tryne og give igen, så ny PR på 31.07, god start på dagen.

svøm start

T1 var til gengæld en langsom affære. Først var der rimeligt langt fra svøm til skiftezonen, dernæst havde jeg på forhånd besluttet at tage den med ro og bruge til på at få løse ærmer på, fandme svært med våde arme, samt en vindvest, når jeg nu ikke jagtede tider, kunne jeg ligeså godt gøre mig det behageligt. Ligeledes tog jeg cykelsko på i skiftezonen, da jeg kørte med strømper og ikke ville cykle med dem våde fra starten af. Så 7.58 min senere sad jeg på cyklen på vej ud af strandvejen.

Det var en rigtig lækker cykelrute, ret flad og den har potentiale til at være rigtig hurtig, vinden på dagen tog toppen af farten, samt var der to steder hvor Helsingør kommune havde lavet ny vejbelægning bestående af små granitsten, dårlig ide!! Men nu vil jeg ikke stille mig over til hylekoret, da min generelle holdning er at man må tage de udfordringer som vejen, vejret og andet nu en gang giver.

Selve cykelturen går fint, holder mig stabilt omkring de 35 i snit og et gennemsnits watttal på 225, kører på en god fornemmelse og vil ikke presse for meget på, målet er stregen ikke tiden. Ved omkring de 47 km overhaler Dennis mig, jeg lægger mig 10 meter bagved og holder fast, BUM omkring de 50 km begynder maven og rumle, ikke godt. Den begynder at krampe lidt, jeg holder igen med energi drik og gel og prøver med vand og en snickers ved de 60 km. Kan godt mærke at hvis jeg slår en prut nu, er det en god chance for at det ikke er luft der kommer ud 😦 Ved de 75 km slipper jeg Dennis og lader ham kører, siger jeg skal tage det roligt, lidt ned i fart og op med kadance. De sidste 10 km er ren modvind og maven gør oprør hvis jeg presser på.

Normalt lader jeg skoene sidde på cyklen i T2, men jeg har fokuseret så meget på maven og det at holde puls underkontrol i modviden at pludselig er jeg ved afstigningszonen, shit fuck, nå pyt klikke ud og så løbe de omkring 200 meter i cykelsko(kan ikke anbefales) Cykeltiden blev 2.36.42 eller 34.46 i snit og en snit watt på 225. Ikke prangende, men fint i tråd med planen.

T2 ind af med hjelm og cykelsko, lige et godt kørt og fortsat god tur til Dennis, på med løbesko, startnummer osv og SÅ på lokum. Ved samtlige min guder, koldsveden springer og det føles som en eksorcisme, men 4 min senere er det overstået og jeg får det faktisk ok igen.

Ud på løbeturen og hvis ikke alle planer om tider og rekord jagt var lagt på hylden blev de det i hvert fald nu. Det første jeg lægger mærke til er at benene faktisk føles bedre end længe optur 🙂 det næste er ATK Heppekoret FEDT, Melcher vil lige hører hvordan det går, tidsregistreringen havde fucket op, så de troede jeg havde været på vej ud. Maven har det ok, så snupper et glas cola i første depot. Det hjælper, samtidig er mine løbetide egentlig ret fornuftige, så humøret er fint.

Løberuten er flot, specielt omkring slottet, det er en fed oplevelse at løbe rundt på stierne bagved og når man så bliver mødt af et dejligt team af søde piger der hepper og hujer helt vildt hver gang man løber forbi, bliver det ikke meget bedre. Eneste minus er at mit ur laver knuder i det, så jeg ikke kan stole på km tiderne, heldigvis viser det sig at være til min fordel.

De 4 runder bliver løbet i ny PR på halv jernmand distancen i tiden 1.46.43 eller 5.04 pr. km Tag ikke fejl!! Et halv marathon er altid hårdt, specielt efter en cykeltur 🙂 Men at møde så mange mennesker jeg kender, Jacqueline, Thomas, Ulrik, jeppe, ATK koret og alle de andre.  Og samtidig have det godt hele vejen rundt, med overskud til smil og til at give noget igen, var fedt og helt klart en god oplevelse.

Så på en dag, hvor målstregen var eneste succes kriterier, er jeg ovenud tilfreds med tiden på 5.10.51 det var den perfekte afslutning på en lang sæson.

Husk det er ok, bare at tage ud og nyde det at lave stævne og ikke fokuserer så meget på tiden. THIS IS HOW WE PARTY 🙂

kronborg

Nye ukendte veje

Nyt billede

 

Nogen gange bliver man nød til at gå to skridt til siden og betragte den sti man træder. Om den nu fører det rigtige sted hen, eller om man skal prøve en anden måske knap så markeret en vej.

 

Jeg har de sidste måneder, faktisk siden VM i halvmaraton. Følt en irritation, en følelse af noget der ikke stemte, som om der sad en vægt på mine skuldre, jeg ikke kunne ryste af. Uden egentlig at kunne sætte ord på, er en erkendelse langsomt kommet til mig. Det er på tide, jeg stopper op og ser det hele lidt oven fra. Min træning, mine mål, planer og hvilket setup jeg ønsker omkring mig.

 

Siden jeg startede min aktive karriere som først ren landevejs motionist og frem til nu, har det været fuld fart frem uden bakspejl.  Det er for hvert år blevet vildere og mere, flere stævner, større stævner, Ironman, flere mål og større drømme. Jeg kom til den erkendelse at jeg simpelthen må stoppe op og kigge på det hele lidt ude fra. Træning, jeg elsker det og vil ikke undvære det, ej heller ønsker jeg at undvære at lave stævner. Og jeg satser da benhårdt på at jeg laver Ironman igen i 2015, om det så bliver IM CPH, Full distance fyn eller Challenge Danmark.  Men skal jeg ikke miste mig selv, kontakten til min kone og børn, i jagten på den umulige drøm. Med den indsats og tid jeg har mulighed for at lægge i det, med de økonomiske udfordringer der præger vores familie pt. er det på tide at stoppe op og finde realisten frem.  Selvfølgelig vil jeg gerne under 10 timer på IM, selvfølgelig vil jeg gerne til Hawaii, selvfølgelig vil jeg gerne rundt i verden og dyrke den sport jeg er kommet til elske. Det er bare ikke muligt pt..  Jeg har  hverken tiden eller økonomien til det. Det første offer er at jeg har valgt at stoppe med min OOB træner, et valg jeg på nogle måder har det godt med, da det at have en træner og et fast betalt program, faktisk har sat mig under pres. For at leve op til mig selv, det jeg betaler, samt det at man gerne vil fremvise gode resultater til sin træner.

Så når Kronborg 70.3 er overstået midt september, vil jeg stoppe op, evaluerer, veje for og i mod. Hvad kan jeg nå, hvad er mit potentiale hvis jeg bruger så og så mange timer på projektet osv.

 

Det kan lyde som om jeg smider håndklædet i ringen, det er dog langt fra realiteten. Jeg vælger at se sådan på det, at jeg sadler om, går ned af en mindre befaret vej. De sidste to halve IM har budt på succes og personlige rekorder og et ordentligt gok i nøden, som min totale nedsmeltning til CPH Triathlon. Skadet, dehydreret og med mere lyst til at udgå end at gennemfører.

 

Så udgangspunktet er at jeg går solo med min træning, sætter mere fokus på det mentale. For det bliver en stor kamp, måske den største at accepterer at jeg muligvis kommer til at præsterer dårligere næste år end jeg gjorde i år. Men min tro på det er, at hvis jeg får det mentale med, lytter til min krop og gør mere for at bekæmpe mine skader, får roen og overskuddet med igen. Så er jeg faktisk i stand til mere end jeg forventer.

 

Jeg tror på at det er bedre at krydse stregen med et smil og nyde det, end at jagte den næste PR så intenst at man glemmer hvorfor man er der.

 

 

 

 

På kogepunktet i Dragør

Søndag den 3. August var det tid til årets anden halve ironman. Denne gang på hjemmebane på Amager. Stævnet var af tekniske årsager rykket fra Strandparken og til Dragør, på mange måder en god beslutning.

Efter Øresund Triathlon, hvor en balleskade havde slukket sub 5 timer drømmen havde jeg egentlig ikke de store forventninger til tiden og motivationen til at give den gas, var ikke den store.

Men i takt med at dagen nærmede sig og skaden blev bedre, steg motivationen.

vejrudsigten skiftede en del i løbet af ugen og blev studeret flittigt. Da jeg stod op kl. 05.00 Søndag morgen øs regnede det, jeg besluttede at springe det vanlige vågn op bad over og bruge tiden på at putte indlæg i dækkene, jeg er lidt en tøs på det punkt. Er allergisk over for punkteringer på race day 🙂

10403740_311933422301776_8241488058687489512_o

Da vi skal til i vandet blæser det rimeligt kraftigt og der er skum på bølgerne, jeg er glad for at jeg har fået trænet svømning i høj sø. Ikke at jeg er utryg, befinder mig faktisk godt i vandet og ligger mig gerne forrest. Mere fordi at det kræver noget helt andet teknisk at svømme i høje bølger.

Starten går kl 07.40 for mig i andet heat, kort før første bøje bliver det dog så lavvandet at vi må op og gå!! Vildt, vi snakker altså 250 meter eller ligende ude i Øresund, men godt øvelse frem mod Kronborg hvor vi kommer til at krydse land efter de første 950 meter. Resten af turen forløber fint, det kræver lidt ekstra at orienterer sig. Men fedt at prøve kræfter med vandet på den måde.

De sidste 50 meter op af vandet er gang igen på grund af lavt vand, og når måtten så ligger yderligere 100 meter oppe er en svømmetid på 36.28 helt fint.

10494448_311932282301890_8984695476787889898_o

Efter et rimeligt skifte er det ud på cyklen. Der skal gives gas, det er her at fundamentet til den første sub 5 tid skal lægges. Det er Amager min hjemmebane, min træningsrute der køres på. Jeg kender hvert et sving, hvert et bump på vejen, intet kan overraske mig på den rute.

Jeg har på forhånd belsuttet at holde watt tallet lidt lavere end til Øresund, da den blev kørt lige hårdt nok. Watt er en fed intensitets måler, det tager bare lidt tid at lærer at bruge det ordentligt.

På en stor del af turen ligge jeg på 37-37.2 i snit, men en tiltagende vind på diget samt to tekniske passager bringer det endelige snit ned på 36.6, dog stadig nok til en ny rekord på distancen under race. Jeg ligger det meste af turen og kæmper godmodigt med en gut på en lækker Argon E-112, da ingen af kan slå hul til den anden, skiftes vi til at lege harer for den anden, med de 10 meters mellemrum. På vej ned til sidste omgang på diget møder jeg Dennis min kammerat, er lidt overrasket over at se ham, da han startede 10 min før mig. Godt nok svømmer jeg bedre, men han er stærk på cyklen. Men to styrt har kostet ham og da hen ryger ned for tredje gang ved vendepunktet, må han udgå efter 5-7 km på løbet, synd for han virkede stærk på dagen.

Tiden på cykel blev 2.28.23 med 233 watt i snit.

10494562_494911073985565_6095061878608985130_n

Da jeg har stillet cyklen og løber ud af skiftezonen mod det afsluttende halvmarathon runder uret de 3.09 dvs jeg skal “bare” løbe det afsluttende halvmarathon under 1.51 så er sub 5 hjemme. Jeg er postiv det er km tid 5.14 min det burde jeg kunne holde, det går også fint de første 3 km, de er løbet i 14.50, derfra går det kun en vej, NED!! Først kan jeg mærke at min overbelastningsskade i ballerne ikke er helet, det gør ondt og gør det svært at holde tempo og en 1 km senere kommer der 7 små djævle fra de varmeste dybder af helved og smider en kampesten af ren varme i skallen på mig og mange andre deltagere finder jeg ud af.

Dagen som startede i regn og blæst, er nu vendt til varm meget varm sommerdag med fugtighed der føles som 200% tempoet falder drastisk, de ca. 2.5 km mellem hvert depot føles uendelige. For første gang nogensinde til et tristævne er jeg nede og gå for at få styr på pulsen, suger vand til mig i depoterne, bliver oversprøjtet med haveslanger, alt for at holde krops temperaturen under kontrol. Jeg er millimeter fra en DNF da jeg runder målzonen efter anden omgang af 4, men god støtte fra klubkammeraterne og en mental røvfuld får mig videre. Tredje omgang starter, så får jeg den geniale ide at rulle mine compressions sleves på benene ned, hvem helved løber også med knæ lange “strømper” i 35 graders varme!! IDIOT!! Det hjælper, i hvert fald for en stund. De sidste 8 km går med at skændes med mig selv og hvor patetisk jeg er.. Måske er det fordi min sub 5 fordamper i varmen, måske er det fordi at man ikke tænker rationel når man er max presset. Men at overveje en DNF når man ligger i den bedste femtedel af feltet, er bare ikke i orden. Der er stadig god tid til at komme i mål, om man så skal gå. Men sådan er det nok når man er på et ok niveau, så sættes forventningerne derefter.

Endelig efter 5.05.45 kan jeg krydse målstregen idet, der nok var mit hårdeste race til dato, i hvert fald på løbet. Det var aldrig gået uden opbakning fra de fantatiske borgere i Dragør og deres vandslanger, samt alle de ATK’erer der enten var hjælpere eller var kommet for at heppe. I var som altid EPISK gode 🙂 Også alle de andre som heppede på mig tak til jer.

1910260_494913127318693_7305831718304222142_n

Jeg havde en lille konkurrence kørende med min kammerat og kollega Rasmus Pontoppidan om hvem der ville lave den bedste tid, jeg må desværre sluge et nederlag samlet og betale en omgang stegt flæsk på bakken. Men på tre punkter vinder jeg.

1. Hurtigere svømmetid
2. Hurtigere på cyklen
3. Ser bedre ud på løbet 😉

10515133_494883223988350_5757015515207163046_o

Nu står den på afslapning af behandling, så håber jeg at være klar til Kronborg 70.3 14. September