Lørdag aften og nat, dansk tid, var det tid til årets world championship på Ironman distancen. Afholdt i Kona på Hawaii.

 

Vinder Sebastian Kienle 8.14.19

For mange triatleter, markerer det afslutningen på sæsonen. I Aamager Triatlon Klub er det dagen hvor vi holder vores årsfest, så det er naturligt her et par dage efter at se tilbage på sæsonen 2014 og kigge frem mod sæsonen 2015. Sjovt som ens liv bliver inddelt i sæsoner når man begynder at blive aktiv sportsmand, eller fan for den sags skyld 🙂

Min sæson 2014 blev på mange måder ikke som jeg havde ønsket mig, den startede fremragende med et mere end godkendt VM i Halvmarathon. Det hurtigste jeg nogensinde har løbet et halvmarathon på 1.38.25 eller 4.39 pr. km.

Min oplevelse af løbet kan læses her https://nickihauglund.wordpress.com/2014/04/07/vm-i-halvmarthon/

At det så samtidig når jeg kigger tilbage blev højdepunktet på min sæson, var så ikke en del af planen. Som jeg selv analyserer det, fik jeg slet ikke restitueret nok efter VM, men kørte på oplevelsen og byggede på. Første indikation kom til Vikingesporet Halvmarathon i Roskilde, hvor jeg løb under niveau og med store vejrtrækningsproblemer. En tid på lige over 2 timer og et snit på 5.43, var i hvert fald under niveauet fra VM

Selvom jeg var blevet lidt bekymret, blev det slået hen med en dårlig lunge dag. Det var lidt dumt, men med et marathon 6 uger ude i fremtiden var der ikke så meget at tænke over.

I perioden efter nytår, nærmere omkring februar, valgte jeg at gå et niveau ned i mit coaching forløb, det var nok en fejl. Selve OOB Guidiance forløbet kan jeg ikke sætte en finger på, det virker. Der hvor den nok knækkede var at jeg ikke var så klar til at stå alene som jeg troede, samt at min daværende træner Thomas, nok mistede følingen med mig. Med det resultat at jeg ikke fik den bedste optakt til Københavns marathon.

Jeg følte mig ude af løbeform, uforberedt og ikke mentalt klar. Jeg håber det er sidste gang jeg står på startlinjen til noget så stort, med så lidt lyst til at løbe.

Tiden blev 3.41.03 og resten er historie som man siger, den fulde beretning kan læses her https://nickihauglund.wordpress.com/2014/05/19/djaevlen-ligger-i-detaljen-en-naesten-marathon-rookies-bekendelser/

 

Tiden efter marathon og frem mod Øresund står egentlig lidt uklar, der er Tri på Tyren, som går ganske udmærket, trods en begyndende skade i ballerne. Netop skaden i ballerne, senere bare ballen, bliver kendetegnet for resten af sæsonen. Som jeg ser det er jeg langsom til at restituerer og nok for tro mod de planer der bliver lagt. For efter Københavns Marathon er kroppen brugt og kørt ud på et sidespor. Jeg manglede den der lige stoppede og op og så sagde, nu det nok. Slap af, bliv frisk. Der er god tid til 22. Juni

 

Men Juni kommer og jeg glæder mig sindsygt til at køre Øresund Triathlon, det er et godt stævne, ok svømmerute, udfordrende cykelrute og en indrømmet ret kedelig løberute, men den har potentiale til hurtige tider og det er da også her jeg sætter årets hurtigste tid med 5.04.04

Så Øresund var faktisk en god dag, med PR på distancen og et fornuftigt flow gennem hele løbet og faktisk eneste Halve distance i hvor kroppen havde det fint dagen efter.

 

Beretningen findes her https://nickihauglund.wordpress.com/2014/06/23/oresund-triathlon-bedre-end-sidste-ar/

Nu ville den kloge atlet nok have trukket stikket ud en måneds tid og brugt tiden på at blive skadesfri, men nu er jeg ikke den kloge atlet.. I hvert fald ikke der i slutningen af Juni.

Jeg begynder træningen frem mod CPH Triathlon i Dragør, hvilket jo nærmest er et stævne på hjemmebane. I hvert fald på cykeldelen 🙂

Lad det være sagt med det samme, havde jeg ikke skulle lave Ironman CPH næste år, så ville jeg stå i vandkanten igen til August næste år, for det er et fedt stævne. Dragør er en af de smukkeste rammer jeg har racet i.

Mit race var faktisk også rigtigt godt lige indtil 3 km inde på løbet, der ramte varmehammeren og skaden for fuld styrke. Så Dragør var stævnet hvor jeg for anden gang i år, var tæt på at smide chippen og sige op i røven med det hele. Men jeg kom igennem og endte med en tid på 5.05.45 her blev jeg redet af en stærk cykeltur. Hvis det skal genlæses er det her

https://nickihauglund.wordpress.com/2014/08/04/pa-kogepunktet-i-dragor/

–

 

Efter Dragør var der to stævne tilbage i kalenderen. 4-18-4 Torsdag i Ironman ugen og KMD Ironman Kronborg 70.3

4-18-4 er der ikke så meget at sige til, det var fuld gas fra start til slut og en tid der hed 1.00.33. Altså 33 sekunder fra at ramme timen, bittert lige i øjeblikket, men i det store billede er det ligegyldigt 🙂

 

KMD Ironman Kronborg 70.3 var årets sidste stævne og stævnet hvor jeg ville samle op og finde glæden frem igen. Selvom jeg nok burde være blevet hjemme, tog jeg til Helsingør med indstillingen om at jeg skulle hygge mig og race med et smil på læben. Det lykkedes til fulde 🙂 To gange PR på svøm og løb, så gør det mindre at resultatet blev årets dårligste. Jeg fandt tilbage til glæden ved sporten, det kan ikke gøres op i tider eller rekorder :.-)

Race rapport er her https://nickihauglund.wordpress.com/2014/09/15/this-is-how-we-party/

 

Året blev ikke som ønsket, men heller ikke så skidt som jeg først ville gøre det til. Jeg fik samlet en masse erfaring frem mod næste år, lærte mig selv at kende på godt og ondt.

Skaden er jeg ikke helt ovre endnu, men det lysner 🙂

Jeg er stadig med i DK’s bedste triatlon klub http://amagertriatlonklub.dk/

På trænerfronten har jeg indledt et samarbejde med Ulrik Olsen, tidligere medejer af Balance Club i Rødovre, nu ansat i Fitness DK som tri ansvarlig. Det er et samarbejde som jeg ser frem til, Ulrik er en erfaren triatlet og vi kender efterhånden hinanden rigtigt godt og han forstår de udfordringer jeg står over for både i min sport, mit privatliv og mit arbejde. Vi har lagt strategien for det næste år, det bliver færre stævner og fuldt fokus på næste års Ironman CPH.

 

Til slut vil jeg gerne slutte min gennemgang af året med at hylde en ganske særlig person, en person som startede med triatlon for ca. 12 måneder siden. Som har været igennem skader, sygdom. for til sidst at stå som Age group vinder i København og derigennem sikre sig billet til til alle triatleters Mekka, Kona, Hawaii. Hun er beviset på at hvis man tror på det, kæmper for det og tør drømme stort, så måske kan man en dag nå stjernene. At Sascha så gjorde det i første hug er unikt og flot ud over ord. Selvfølgelig skal der en lille smule held til, men man når ikke så langt uden flid og vilje.

 

Så min pris for årets resultat går til dig Sascha 🙂 Ser frem til at race med dig til København næste år.

Den anden Ironman på 7 uger er klaret 🙂