Cykelnerven 2020 på Østersøruten

I Juni skulle jeg have været i Frankrig for første gang siden 2012 for at køre bjerge, denne gang i selskab med Cykelnerven og en af mine gode venner Geert. Da Covid19 indtog ikke bare Danmark, men resten af verden med, blev turen rykket til September. I håbet om at smittetrykket var faldet og turen kunne blive en realitet. Længe så det ud til at vi skulle få lov til at besejre legender som Grand Columbier, Col de la Madeleine og det nye påfund Col de la Loze, blandt mange andre. Men med 14 dage til afgang fik vi den nedslående besked, turen var aflyst. Cykelnerven 2020 ville ikke finde sted og alt den hårde træning, så med et ud til at være forgæves.

Så hovederne måtte lægges i blød og alternativer findes. Vi kiggede på cykeltur til Berlin, cykeltur til Sverige, andre cyklernerve ryttere foreslog Italien. Men til sidst endte vi ud at planlægge en tur på Østersøruten Danmarks længste nationalrute også kendt som rute 8 (kig på kortet og se hvorfor 😉 ) De næste mange dage gik med at designe etaper ud fra ruten, planen var at følge ruten så slavisk som muligt. Så der skulle planlægges ud fra hvor vi kunne overnatte, at vi skulle nå nogle færger osv. Samt skulle der også bestilles tasker til oppakning, nye dæk osv. Østersøruten er en national rute og ikke en rute specifikt designet til racercykler og efter at have læst en del om ruten blandt andet på det her link, samt det her link. kunne vi godt at se at vi ville møde en del grusveje undervejs, som normalt ikke er terræn for racercykler. Vores egne beregninger siger at vi ente ud med i om egnen af 120 km grusvej på de 870 km vi kørte.

Vi besluttede at starte i Vordingborg, det ville give os en overnatning på Falster, inden vi kunne cykle til Langeland, hvor vi kunne overnatte hos min svigermor. Herfra ville vi tage turen til Rinkenæs mellem Gråsten og Kollund, hvor vi ville overnatte hos mine forældre. Herfra ville turen gå videre til Middelfart, for at overnatte hos et vennepar, inden en overnatning i Nyborg ville gøre os klar til sidste etape.

Nedenfor er vist de enkelte etaper, der blev lavet to reelle ændringer til ruten. Den første var på etape 3, her tog vi ikke ruten til Svendborg for at tage færgen til Ærøskøbing, men valgte den nye rute Rudkøbing – Marstal. Det valgte vi fordi dels passede det bedre med tiden og færgerne, dels ville vi få set mere af Ærø på den måde. Hvis man klikker på et af billederne i åbner et galleri hvor man kan se dem i stor størrelse.

Anden reelle ændring, var da vi ankom tilbage til Sjælland om lørdagen. Her valgte vi den lige vej hjem fra Korsør og ikke vejen ned til Vordingborg for at slutte ruten, det gjorde vi blandt andet fordi, det ville kræve to tog hjem fra Vordingborg, først regionaltog til Køge, dernæst S-tog fra Køge og hjem. I de her mundbindstider er det sjovere bare at cykle hjem i stedet. Samt ville det tage en del længere tid at komme hjem, tid som ville være bedre brugt derhjemme efter 6 dage på farten.

Herunder vil jeg kort gennemgå de enkelte etaper vi kørte, krydret med lidt billeder fra de enkelte dage.

Dag 1

Fra Vordingborg til Marielyst (Marrebæk) 153 km, 997 højdemeter.

Turen startede i S-toget fra København mod Køge, for dernæst at skifte til regionaltog til Vordingborg. Normalt er der direkte tog til Vordingborg, dog ikke i denne her periode da der var sporarbejde.

Vel ankommet til Vordingborg startede første etape, 153 km, først ud mod Møn og Møns klint inden turen ville gå mod først Bogø. Inden vi skulle slutte ved Marielyst. Vi havde bestilt overnatning på Fredriksminde B&B, et super hyggeligt, billigt centralt billiggende Bed and breakfast i forhold til vores rute. Vi havde ikke kørt mange km før vi fik en forvarsling om at ruten ville indeholde grusveje, således ramte vi allerede grusveje på vej ud af Vordingborg. Vi fulgte kysten ud mod Dronning Alexandrines bro for at komme til Møn. Herfra gik turen videre mod Stege og helt ud til Møns klint (flere grusveje) inden vi i det fantastisk smukke og ret kuperede Mønske landskab satte kursen mod Bogø. Jeg kan ikke huske om jeg har været ved Møns klint før, men det er ikke sidste gang. På en solskinsdag som vi havde, var der helt fantastisk, det skal mine piger opleve.

Vi havde planlagt turen mod Bogø så heldigt (dygtigt) at vi kun skulle vente 10 min på færgen til Stubbekøbing. Fra Stubbekøbing fulgte vi kysten ned til Marielyst, primært på grustykker gennem skoven, det var her at jeg stod for turens eneste punktering. Det er egentlig ret utroligt når man tænker på at vi tilsammen cyklede 1740 km og ca, 240 km grusvej.

Vel ankommet til Marrebæk stod den på frysepizza, øl og aftentour på tv2, vi skulle jo ikke glemme hyggen.

Billeder fra dag 1

Dag 2

Fra Marielyst til Lindelse (Langeland) 153 km, 388 højdemeter.

Vi vågnede på til en helt utrolig solopgang og en morgenmad der var et hotel værdig. Godt mætte og klar til dagen, fik vi pakket cyklerne og satte kursen mod Nykøbing Falster for at krydse over til Lolland inden vi via Sakskøbing og Maribo havnede nede ved Rødby Havn. Den del af turen bød på få men flotte oplevelser i den ret flade landskab. Området omkring Krenkerup gods er ret fantastisk og vi fik også slået vejen forbi Knuthenborg i håbet om at spotte en giraf eller lignende, her fandt vi desværre ikke andet end ekstra grusveje. Så nogle polospillere ved Krenkerup var det mest eksotiske vi så på turen. Generelt kan man sige at turen til Rødby var lidt en fuser oven på dagen før.

Det ændrede sig da vi kom til Rødby Havn, her skulle vi køre på Danmarks længste dige (grusvej) 33 km til Nakskov (selve diget er 63 km langt).

En fantastisk kyststrækning, med havet og solen på venstre side, vinden i ryggen og det flade Lollandske sommerhusområde på højre side, Vi var godt stegte da vi nåede nakskov.

Fra Nakskov gik turen til Tårs og Langelandsfærgen og videre derfra til Spodsbjerg, inden vi kunne sætte cyklerne hos svigermor og fortjent smække benene op i bondehuset lidt uden for Lindelse.

Tak til svigermor Tove, for husly, dejlig mad og chokolade til at fylde depoterne 🙂

Billeder fra dag 2

Dag 3

Fra Lindelse til Rinkenæs (Gråsten) 102 km, 834 højdemeter. Hviledagen 🙂

Vækkeuret ringer tidligt, da vi skal med færgen fra Rudkøbing kl. 07.40, belønningen er endnu en flot solopgang i morgentågen. Cyklerne var praktisk pakket aftenen i forvejen, så vi kunne komme hurtigt afsted. På med lygterne det var MEGA tåget, så ikke fordi det var mørkt at vi havde lys på, men mere for at blive set.

Vel ombord på færgen til Marstal var det tid til at få fyldt lidt ekstra kaffe på tanken. Tågen giver nogle gode billeder, men begrænset udsyn. Så vi satte vores lid til at solen ville brænde den væk når vi ankom til Ærø. Det var vores begges første besøg på øen, så den måtte gerne vise sig fra sin bedste sige. I Marstal lagde færgen til, ved siden af Georg Stage, så var stilen ligesom lagt..

Fra Marstal krydsede vi øen ret lige frem mod Kragnæs for derefter at følge kysten mod Ærøskøbing, hvor der blev købt hindbæsnitter og en brunsviger til senere på turen. Videre lang kysten til Søby og da vi havde god tid, hele vejen til nordspidsen af øen. Ærø var en overraskelse for os begge, en fantastisk flot lille perle i det sydfynske øhav. Der var godt med bakker, flere grusveje, hyggelige gamle byer og gader samt den mest fantastiske udsigt over havet. Det kan godt ærgre mig at vi ikke nåede øen, da vi holdt sommerferie på Als i år. Den må pigerne have til gode.

Fra Søby tog vi den nye elfærge til Fynshav, herfra gik turen via Gendarm stien til Sønderborg, forbi Dybbøl banke og til Rinkenæs ved Gråsten. Her ventede min mor og far med kaffe, kanelstang og Col de la Loze på fjernsynet. Col de la Loze var finale stigningen i årets Cykelnerven, så rart at få set den live mens den blev kørt.

Tak til mor og far for husly og god forplejning.

Billder fra dag 3

Dag 4 fra Rinkenæs til Middelfart 151 km, 1203 højdemeter.

Denne etape bliver turens hårdeste, ikke på grund af længden. Den kommer dagen efter. Men hård, da dels temperature er dalet noget og vinden nu er gået i nord og blæser den kolde luft ned mod os og ja… Vi skal køre mod nord nærmest hele dagen. Vi starter dog med at køre godt 10 km mod sydvest, for at starte turen op gennem Jylland næsten nede ved grænsen, det giver også 10 km med vinden i ryggen hvor vi ikke rigtigt for os trådt til varmen. Det hjælper bakkerne omkring Kollund os så med efterfølgende.

Turen går mod Åbenrå, Haderslev inden vi holder ind til frokost hos Geerts bror i Sdr. Bjert tæt ved Skamlingsbanken, Peer der giver sandwich, juice, kaffe og lidt Tour de France i fjernsynet. Inden turen går via Kolding og Fredericia til den gamle lillebælts bro til Middelfart. Vi får ikke taget vildt mange billeder på turen den dag om det er de lidt begyndende trætte ben, modvinden er ikke til at vide, for selve turen fejler ikke noget. Ruten byder på masser af små veje, grusstykker, bakker og steder med fantastisk udsigt. Det var lidt specielt at køre gennem Haderslev hvor jeg i skoletiden boede et enkelt år. Vi fandt også en vinmark/gård der fik det til a lugte lidt mere af Frankrig.

Vi ankom til middelfart sidst på eftermiddagen, hos Anja, Steffen og Isak. Hvor vi skulle overnatte inden den sidste reelle etape på Østersøruten. Det blev til en hyggelig aften med godt selskab, mad og øl.

Tak til Anja, Steffen og Isak

Billeder fra dag 4

Dag 5

Fra Middelfart til Nyborg (Skalkendrup) 184 km, 1449 højdemeter.

Endnu en tidlig morgen, Steffen skal møde tidligt, Isak i skole og Anja have lov til at sove efter nattevagt og vi har turens længste etape foran os. 184 km ned over fyn til Svendborg inden vi følger kysten til Nyborg. Vinden er gået i vest, hvor den bliver resten af turen. Det giver lidt mere varme og knap så kølig vind og ikke mindst medvind!!

Det er endnu en tåget morgen vi starter ud i. Det er lidt specielt for os at kører der fra Middelfart mod Svendborg, da vi i store træk følger den rute vi kørte små to uger tidligere til MS Bike Challenge, den tur blev kørt i mørke. Så det var rart at se landskabet i dagslys.

Der er fantastisk at cykle på fyn, mange små lækre veje, masser af små bakker. Det var ikke mange meter fladt vi havde ned mod Fåborg, hvor vi holdt frokost stop. Videre mod Svendborg, hvor vi fandt en hyggelig café til en kop kaffe og en gang pandekager med is. Derfra mod Nyborg og turens sidste overnatning inden hjemturen dagen efter. De to nok største oplevelser på turen var farvandet ud for Svendborg og op mod Lundeborg, her var årets Silverrudder sejlads lige begyndt, så op mod 400 både fyldte godt op på vandet. Da vi nærmede os Nyborg passerede vi en Alapca farm, dagens mest stensikre foto moment.

Et kort stop ved Netto i Nyborg, vores sidste overnatningssted var tilsyneladende uden morgenmad, så vi kunne få købt lidt spise til dagen efter (hindbærsnitter) og lidt at hygge med til den sidste aften, her var øl, rødvin marcipanbrød og matadormiks i høj kurs.

Selve det bed & breakfast vi skulle bo på var udmærket, dog savnede vi morgenmad og den lovede tv stue til aftentouren. Så hurra for boxertv app, så vi kunne følge med i hvad der var sket i touren. Aftensmaden blev indtaget på det lokale pizzaria, som vi valgte at gå de 2.5 km ned til for at få strukket cykelbenene, vi blev så også belønnet med en flot solnedgang på vej tilbage.

Billeder fra dag 5

Dag 6

Fra Skalkendrup til Amager 130 km, 437 højdemeter.

Der er ikke så meget at sige om den sidste dag.. Efter at have indtaget vores hindbærsnitter til morgenmad. Gik turen til Nyborg og toget, det er sindsygt dyrt at krydse Storebælt med cyklen i toget!! 131.- for en enkeltbillet med cykel fra Nyborg til Korsør, det er altså lige i overkanten og fremmer i hvert ikke cykel turismen på den vej over bæltet.

Ruten hjem gave os lige de sidste grusveje mellem Slagelse og Sorø inden det gik den ret lige landevej fra Sorø til Ringsted til Køge og så via Gl. Køge landvej til Amager.

Vi fik set Vikingeborgen ud for Køge, den blev opdaget i 2014 og de er i gang med at udgrave den nu.

Midt på eftermiddagen, kunne jeg rulle ind foran Saltholmsvej 7, seks dage på farten rundt i Syddanmark var slut. En tur der strækkede sig fra Sjælland, til Møn, Bogø, Falster og Lolland. Til Langeland, Ærø, Als videre til Jylland og Fyn inden vi var retur på Sjælland. 872 km for mit vedkomne og 5308 højdemeter. Så en del flere kilometer end vi skulle have cyklet i Frankrig, til gengæld en del færre højdemeter.

Skal jeg give en anmeldelse af Østersøruten, så må det være at det er en ret flot rute. Der de fleste steder foregår på ret gode veje, der er en del grusstykker, men vi kom igennem på racercykler med dækindlæg i dækkene og kun en punktering. Vi var selvfølgelig også ret heldige med vejret. Kører man turen med familien og børn, er der enkelte steder nogle ret tæt trafikerede veje, det skal man have med i sine overvejelser af hvor erfarne cyklister man er. Skiltningen er de fleste steder i top. De steder hvor jeg havde tegnet forkert på ruten, kunne vi fint følge skiltene. Der var kun en lille håndfuld steder hvor den var decideret forkert.

Så når nu omstændighederne var som de var, med aflysning. Var en tur på Østersøruten et fremragende alternativ, specielt nu hvor september viste sig fra sin bedste side med høj sol og tørvejr. Det er i hvert fald ikke min sidste cykelferie.

Tak til Geert Brændholt for for godt selskab på turen, det var en fornøjelse.

Billeder fra dag 6

One thought on “Cykelnerven 2020 på Østersøruten

  1. Fantastisk god beskrivelse af turen . Får lyst til at hoppe på cyklen og se Danmark fra sin smukke side 😄👍🇩🇰🇩🇰🚴‍♀️🚴‍♀️

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s